Beverly Hills Orchestra

Beverly Hills Orchestra, kaldet BHO i folkemunde, blev dannet en varm sommerdag i Helsingør. 

“Vi lever af at underholde.
Det går godt”

BHO: Henrik Launbjerg, vokal, Hans H. Egestorp, guitar, Lars Elswing, bas, Mikkel Søby, trommer og Stig Skovlind, keyboard.

BHO

 

BHO ALL STARS
Det er kommet på mode at hyre BHO med gæstesolister. Her er nogle af de navne der dukker op i den forbindelse: Søs Fenger, Bobo Moreno, Morten Remar, Daniel, Søren Sko, Alberte m.fl.

Projektet blev startet på “fritids” basis dels som parallel-projekt til orkester-musikernes “seriøse” projekter og dels som supplerende understøttelse til den supplerende understøttelse.

Den daværende konstallation var: Morten Remar: vokal/ regndans og ustyrlige congas, Stig Skovlind: Keyboards (1stk) og verdensklasse programmering, Mikkel Søby: trommer (med nøgne damer på), Peter Bendtsen: Bass og vandede vitser samt: Hans H Egestorp: Begynderguitar og moderne pædagogik.

Orksterets spæde skridt blev taget på Café Gadespejlet i Humlebæk, hvor øl-drikning blevet taget rimelig seriøst og indeklima var et begreb fra en anden planet. Det var varmt, det var vådt og der var, fra BHO, ind imellem sporadiske momenter af stor musikalsk udfoldelse (eller måske snarere effektivitet).

Senere blev de små café jobs til mere prestigefyldte jobs på gymnasierne udi det nordsjællanske, og det varede ikke lang tid før orkestrets renommé var kendt både langt syd og nord for Helsingør.

BHO begyndte i 1990 at spille på Café Paradis i Hornbæk, og det medførte en kraftig ekspansion af “kunde-gruppen” som nu også kom til at bestå af Københavnere og andet godtfolk langs “whiskey-bæltet” i nordsjælland.

Morten Remar fik travlt med Back to Back og ynglingen Henrik Launbjerg tiltrådte som ny første-elsker i orkestret, til tider sammen med Morten Remar i en slags dobbelt sanger-føring. En kombination som orkestret ved udvalgte lejligheder i øvrigt stadig kan opleves med. Peter Bendtsen flyttede til Fyn og BHO hyrede basafløser Lars Elswing. Han er nu avanceret til fast afløser på hegnet med de tykke strenge. Det går udemærket.

I det hele taget har der været mange dygtige sangere tilknyttet BHO i kortere eller længere perioder ad gangen.

Deriblandt: Bobo Moreno, Mark Linn, Peter Busborg, Søren Launbjerg, Emma, Jan Tellefsen, Michael Jørvang, Anders Teigen m. fl.

Admin / 26. februar 2017 / Band